Garantiordning
Glarmesterlaugets Garantiordning
Den bedste sikkerhed for
håndværksmæssigt korrekt udført glarmesterarbejde,
får De ved at gå til et medlem af Glarmesterlauget i Danmark.
Hvorfor?
Glarmesterlauget har oprettet en garanti- og klageordning, der
omfatter alle Glarmesterlaugets medlemmer. Garantien går i korthed
ud på, at Glarmesterlauget i Danmark indestår for, at en kundes berettigede
krav mod en glarmester altid bliver opfyldt. Det sker ikke ofte - men det sker
dog!
Hvis der opstår en tvist om et glarmesterarbejde mellem en kunde og en
glarmester,
der er medlem af Glarmesterlauget, kan kunden forelægge sagen for
Glarmesterlaugets
Garantiordning, hvis afgørelse glarmesteren altid er pligtig til at efterkomme
og som
Glarmesterlauget om nødvendigt vil drage omsorg for bliver efterlevet. Kunden
har også
mulighed for at indbringe sit krav mod en glarmester for Forbrugerklagenævnet
(kun private kunder) eller domstolene, og Glarmesterlauget indestår for
opfyldelse
af en afgørelse truffet af en af disse myndigheder.
Garantiordningen dækker krav op til 100.000,00 kr. ex. moms.
Alle henvendelser vedrørende Glarmesterlaugets Garantiordning skal ske til:
Glarmesterlauget i Danmark
Gothersgade 160
1123 København K
Telefon 33 13 65 10
www.glarmesterlauget.dk
VEDTÆGTER FOR GLARMESTERLAUGETS
GARANTIORDNING - udgave 30-08-99
§ 1
Stk. 1.
Glarmesterlaugets Garantiordning (GG) har til formål at fremme håndværksmæssig
korrekt udførelse af glarmesterarbejde og sikre laugsmedlemmers kunder at:
a) en afgørelse truffet af Glarmesterlaugets bestyrelse, eller en kendelse
afsagt af
Forbrugerklagenævnet, der ikke inden 6 uger efter kendelsens dato er indbragt
for domstolene, eller c) en endelig dom afsagt af de almindelige domstole, i en
tvist om udførelse af glarmesterarbejde mellem en kunde og en glarmester, som er
medlem af Glarmesterlauget i Danmark, opfyldes fra glarmesterens side.
Stk. 2.
Ved glarmesterarbejde forstås efter nærværende vedtægter alt normalt
glarmesterarbejde udført af laugets medlemmer i deres egenskab af glarmester,
herunder indsætning af alle arter glas i bygninger, i biler og skibe,
vedligeholdelse af glasindsætninger, bearbejdning af glas, facadearbejde,
montering af dør- og vindueselementer, fremstilling af blyruder samt
indramningsarbejde. Garantiordningen omfatter ikke eventuel egenproduktion af
termoruder eller fejl og mangler ved andre termoruder for hvilken der foreligger
en fabriksgaranti.
Stk. 3
Til sikring af kunden indestår Glarmesterlauget i Danmark, på de i disse
vedtægter anførte vilkår, for glarmesterens opfyldelse af en afgørelse, kendelse
eller dom. Glarmesterlaugets Garantiordning dækker krav pr. sag op til kr.
100.000,oo excl. moms. Den maksimale dækning pr. medlem andrager i alt 500.000
kr. excl. moms. Det omtvistede glarmesterarbejde skal være udført i henhold til
aftale indgået mellem kunden og en glarmester, som på aftaletidspunktet er
aktivt medlem af Glarmesterlauget i Danmark. Glarmesterlaugets Garantiordning
dækker ikke følgeskader eller andre indirekte forvoldte skader.
Glarmesterlaugets garantiordning omfatter ikke krav, som er fremsat overfor
Glarmesterlauget senere end 5 år efter arbejdets aflevering.
§ 2
Stk. 1
Opfylder en glarmester ikke en afgørelse, kendelse eller dom som nævnt i § 1,
stk. 1 indenfor den af de pågældende instanser fastsatte frist, kan den
berettigede ifølge afgørelsen, kendelsen eller dommen inden 6 måneder herefter
kræve, at Glarmesterlauget i Danmark drager omsorg for opfyldelse af afgørelsen,
kendelsen eller dommen.
Stk. 2
Det påhviler Glarmesterlauget i Danmark senest 4 uger efter at være blevet
informeret om, at den af Glarmesterlaugets bestyrelse trufne afgørelse ikke er
blevet opfyldt, og senest 8 uger efter at være blevet underrettet om, at en af
Forbrugerklagenævnet afsagt kendelse eller en domstolsafgørelse ikke er blevet
opfyldt, at sørge for opfyldelse af afgørelsen, kendelsen eller dommen overfor
den berettigede. Glarmesterlaugets Garantiordning udbetaler om fornødent den
berettigede det denne tilkendte beløb incl. eventuelle renter og tillagte
sagsomkostninger, jfr. dog par. 1 stk. 3, eller lader det omtvistede
glarmesterarbejde udføre eller udbedre som fastsat i afgørelsen, kendelsen eller
dommen.
§ 3
Ønsker en kunde at støtte ret på en af Forbrugerklagenævnet afsagt kendelse
eller en endelig dom, må den berettigede til Glarmesterlauget indsende en
udskrift af kendelsen eller dommen. Glarmesterlaugets sekretariat påser, at en
kendelse afsagt af Forbrugerklagenævnet ikke inden 6 uger fra kendelsens dato er
blevet indbragt for domstolene af glarmesteren, ligesom sekretariatet påser, at
den almindelige ankefrist for en dom er udløbet, uden at anke er sket fra
glarmesterens side.
§ 4
Stk. 1
Ønsker en kunde at opnå en afgørelse fra Glarmesterlaugets bestyrelse, kan klage
indgives til
Glarmesterlauget i Danmark, Gothersgade 160, 1123 København K. En klage kan angå
samtlige faglige omstændigheder i retsforholdet mellem kunde og vedkommende
glarmester, som er medlem af Glarmesterlauget, jfr. § 1, stk. 2.
Stk. 2
Glarmesterlaugets sekretariat påser, at følgende betingelser for
behandling af klagen er opfyldt:
a) at klagen er indbragt af den, der efter retsplejelovens regler kan sagsøge
glarmesteren ved dansk domstol om de af klagen omfattede spørgsmål, at klageren
forgæves har rettet henvendelse til glarmesteren eller at glarmesteren ikke har
besvaret henvendelsen indenfor 3 uger,at klagen indbringes inden rimelig tid,
dog senest 4 måneder efter glarmesterens definitive afvisning af klagen, at en
uomtvistet del af et fakturabeløb betales til glarmesteren. Glarmesterlaugets
bestyrelse kan bestemme som vilkår for behandling af en klage, at det omtvistede
beløb helt eller delvis deponeres på en spærret konto i et pengeinstitut med
klausul om, at beløbet alene kan frigives til glarmesteren 4 uger efter at
afgørelsen i klagesagen er truffet af Glarmesterlaugets bestyrelse til fordel
for glarmesteren eller i henhold til forlig. Indbringer forbrugeren inden 4 uger
efter bestyrelsens afgørelse er meddelt denne det omtvistede spørgsmål for
domstolene, forbliver det deponerede beløb indestående og kan først frigives,
når endelig dom eller fordeling foreligger. Med deponering sidestilles
anfordringsgaranti dækkende fakturabeløb og renter.
Stk. 3
Glarmesterlaugets sekretariat videresender en klage til glarmesteren til
udtalelse. Når sekretariatet har modtaget svar fra denne forelægges svaret
klageren til udtalelse. Sekretariatet fastsætter en frist på normalt 14 dage for
parterne at afgive udtalelse i sagen. Sekretariatet drager i øvrigt omsorg for,
at hver af parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, som må anses for
at være af betydning, og for indhentelse af eventuelt fornødne sagkyndige
erklæringer. Klageren, eller dennes repræsentant, har til enhver tid adgang til
på sekretariatets kontor at begære aktindsigt. Glarmesterlaugets bestyrelse
afgør om besigtigelse ved en eller flere af bestyrelsens medlemmer eller af
tilkaldte særligt sagkyndige er fornøden.
Stk. 4
Sekretariatet afgør, hvornår en klagesag kan forelægges Glarmesterlaugets
bestyrelse til afgørelse, dog bestemmer bestyrelsen, om yderligere udtalelser,
erklæringer m.v. må anses for påkrævet forinden afgørelse træffes.
Stk. 5
Glarmesterlaugets bestyrelse kan beslutte, at mindre sager afgøres af
Glarmesterlaugets sekretariat. Sekretariatet kan mægle forlig mellem parterne.
Forlig skal underskrives af begge parter, og der fastsættes en frist på normalt
30 dage til opfyldelse af forliget. Et forlig har samme retsvirkning som en
afgørelse truffet af Glarmesterlaugets bestyrelse i relation til nærværende
vedtægter.
Stk. 6
Glarmesterlauget kan foreskrive, at en klage skal indgives
på en af Glarmesterlauget udfærdiget formular.
§ 5
Stk. 1
En klagesag behandles og afgøres på grundlag af det tilvejebragte skriftlige og
andet dokumentarisk materiale. Bestyrelsen kan undtagelsesvis give klageren
eller eventuelt andre adgang til at afgive mundtlig forklaring for bestyrelsen.
Hvis mundtlig forklaring besluttes, skal begge parter indkaldes til møde.
Såfremt kun den ene part giver møde og der under mødet fremkommer væsentlige nye
oplysninger, udsættes sagen med henblik på forelæggelse af de nye oplysninger
fra modparten.
Stk. 2
Bestyrelsen kan i ekstraordinære tilfælde, navnlig hvor en klagesags oplysninger
er meget mangelfulde eller usikre, uden at dette kan bebrejdes den indklagede
glarmester, afvise at behandle en indgivet klage.
§ 6
Stk. 1
Ingen tilknyttet Glarmesterlauget i Danmark må deltage i behandling eller
afgørelse af en klagesag, når han selv har en særlig personlig eller økonomisk
interesse i sagens udfald, eller er eller tidligere i samme sag har været
repræsentant for nogen, der har en sådan interesse. Hans ægtefælle, beslægtede
eller besvogrede i op- eller nedstigende linie, eller i sidelinien så nær som
søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk
interesse i sagens udfald, eller er repræsentant for nogen der har en sådan
interesse. Der i øvrigt foreligger omstændigheder der er egnede til at vække
tvivl om den pågældende upartiskhed.
Stk. 2
Den, for hvis vedkommende nogen i de i stk. 1 nævnte forhold foreligger,
skal omgående underrette Glarmesterlauget.
§ 7
Glarmesterlaugets bestyrelse afgør alle spørgsmål i relation til
Glarmesterlauget i Danmarks forpligtelser ifølge nærværende vedtægter, herunder
om en af bestyrelsen truffet afgørelse, en kendelse afsagt af
Forbrugerklagenævnet, eller en endelig dom er blevet opfyldt helt eller delvist
af den pågældende glarmester eller fra Glarmesterlaugets side i henhold til
vedtægterne. Bestyrelsens afgørelser, der er bindende for glarmesteren, kan af
klageren indbringes for domstolene.
§ 8
Stk. 1
Den private forbruger har adgang til i overensstemmelse med lovgivningen at
indgive klage over et medlem af Glarmesterlauget i Danmark til
Forbruger-klagenævnet, uanset om Glarmesterlaugets bestyrelse måtte have truffet
afgørelse i en til Glarmesterlauget i Danmark indgivet klage. Indbringes en
klage for Forbrugerklagenævnet, der verserer for Glarmesterlauget i Danmark,
betragtes den til Glarmesterlauget indgivne klage som tilbagekaldt af klageren.
Stk. 2
Indbringer forbrugeren en klage mod en glarmester for Forbrugerklagenævnet, i
hvilken klagesag Glarmesterlaugets bestyrelse tidligere har truffet afgørelse,
og måtte forbrugeren opnå medhold helt eller delvis ved Forbrugerklagenævnets
kendelse, er forbrugeren berettiget i henhold til nærværende garantiordning, med
mindre den af Forbrugerklagenævnet afsagte kendelse indbringes for domstolene
inden for den i § 1, stk. 1 omhandlede 6 ugers frist fra glarmesterens side.
Glarmesterlaugets bestyrelse kan pålægge glarmesteren at indbringe det
omtvistede spørgsmål for domstolene til afgørelse mod Glarmesterlaugets
afholdelse af glarmesterens omkostninger.
§ 9
Kun medlemmer af Glarmesterlauget i Danmark er berettigede til at benytte
garantiordningens garantimærkat og anvende betegnelsen "Tilsluttet
Glarmesterlaugets Garantiordning" eller lignende betegnelser.
§ 10
Medlemmer af Glarmesterlauget i Danmark er forpligtede til at meddele
Glarmesterlaugets sekretariat og bestyrelse enhver ønsket oplysning i
forbindelse med en klagesag og til at opfylde bestyrelsens afgørelser.
§ 11
Medlemmer af Glarmesterlauget i Danmark er forpligtet til i forbindelse med
udførelse af glarmesterarbejde at præstere veludført, håndværksmæssigt
forsvarligt arbejde at anvende til formålet egnede materialer af almindelig god
og anerkendt handelskvalitet, med mindre andet er udtrykkeligt aftalt, at
kalkulere arbejdet alt efter dets karakter og omstændighederne i øvrigt, udført
på grundlag af fagets normale kalkulationer, og i overensstemmelse med
lovgivningen, at råde kunden redeligt under hensyn til dennes behov, og herunder
redegøre for sammenhængen mellem pris og kvalitet, samt i øvrigt, at yde kunden
god og rimelig service og iagttage god og redelig forretningsskik.
§ 12
Opfylder Glarmesterlaugets Garantiordning en afgørelse, kendelse eller dom som
nævnt i § 1 stk. 3, indtræder denne i den klageberettigedes rettigheder mod den
forpligtede glarmester eller dennes bo. Den forpligtede glarmester eller dennes
bo er pligtig til at erstatte Glarmesterlauget enhver omkostning i anledning af
opfyldelse af en afgørelse, kendelse eller dom.
§ 13
Ved ophør af en glarmesters medlemskab af Glarmesterlauget i Danmark af hvilken
som helst årsag, er den pågældende glarmester eller dennes bo dog forpligtet i
henhold til nærværende vedtægter og til at respektere afgørelser truffet af
Glarmesterlaugets bestyrelse i klagesager angående glarmesterarbejde, der er
omfattet af garantiordningens vedtægter.
§ 14
Stk. 1
Nærværende vedtægter træder i kraft den 1.10.1999.